|
Fakta og information
Naturen: Grønland byder sine gæster velkommen til en enestående natur – der vil tage pusten fra de fleste. Uanset årstiden er luften ren og klar – sigtbarheden uendelig. Tilstedeværelsen af den nærliggende ( kun 25 km. ) Indlandsis og Kangerlussuaqs beliggenhed langt fra kysten betyder ringe nedbør og fastlandsklima. Stabilt vejr med mange solskinstimer – varme somre og kolde vintre. Da luften er meget tør føles de lave kuldegrader ingenlunde som i Danmark. Efter grønlandske forhold er landskabet blidt – kan minde noget om de nordskandinaviske højfjeldsområder. Frodige fjeldheder med en rig flora dækker størstedelen af landskabet. De afrundede fjelde har typisk højder mellem 300 – 700 meter. På trods af et meget tørt klima ligger talrige søer spredt ud over landet. Permafrosten sørger for, at vandet ikke kan trække ned i undergrunden.
Der er et rigt dyreliv i Grønland, hvor man kan se rensdyr, moskusokser, polarræve, sneharer, ryper, jagt- og vandrefalk og mange forskellige slags småfugle: Snespurv, laplandsværling, grå- og hvidsisken, odinshaner, stenpikker, ravne, blisgæs, gråænder, islom, rødstrubet lom og mange flere. I fjorden er der fjordtorsk og masser af fjeldørreder.
I VestGrønland er der meget grønt om sommeren med et rigt planteliv. Der er registreret mere end 200 arter, eksempelvis storblomstert gederams, der er Grønlands nationalblomst, blåklokker, arktisk alperose, post, rypelyng, potentil, tornet stenbræk, dværgpil, birkeris, kæruld og mange flere.
Sprog: Grønlænderne kalder deres land for Kalaallit Nunaat - meneskenes land. Sproget er grønlandsk, men de fleste taler også dansk.
Tid: Tidsforskellen mellem Grønland og Danmark er 4 timer, så når klokken er 12.00 i Danmark er den kun 08.00 i Grønland.
Klima: Klimaet i Grønland er arktisk, dvs. at luften er meget tør. Temperaturen er gennemsnitlig 5-15 grader om sommeren og om vinteren fra -5 til -30. På grund af den lave luftfugtighed, føles sommeren dog ofte varmere og vinteren knap så kold som temperaturerne antyder.
Beklædning: Grundet de arktiske forhold er det vigtigt at klæde sig rigtigt. Vejret kan ændre sig hurtigt, så hav altid lidt ekstra med til ture både på land og på havet. Som hovedregel skal man altid klæde sig efter lag - på - lag princippet, hvor det er godt at det yderste lag er vand- og vindtæt. Det er også vigtigt at medbringe solidt fodtøj; dvs. vandtætte sko eller vandrestøvler med en kraftig profilsål.
Leje af tøj og udstyr: Specielt tøj, støvler og udstyr kan lejes de fleste steder.
Solen: Solen og refleksionerne er meget stærke, sommer som vinter, men specielt i sneen, så solbriller og solcreme med høj faktortal anbefales.
Nordlys: Nordlys optræder året rundt, men opleves bedst på en mørk, klar nattehimmel. Det er et fascinerende fænomen, som skyldes vekselvirkningen mellem elektriske udladninger fra solen og de specielle magnetiske forhold der eksisterer ved polerne. Nordlys kan optræde i forskellige farver hen over himlen som en stråle eller som et dansende lys!
Midnatssol: Midnatssolen kan opleves nord for polarcirklen, hvor solen i perioden ca. maj-juli, er på himlen døgnet rundt.
Ekstra udstyr: Sommeren kan have mange myg, derfor kan det være rart med myggebalsam eller myggenet. UV-filter til kameraet er en god ide og film med max 100 ASA. Batterier går hurtigt til under de kolde forhold, så her er det en god idé, at have ekstra med.
ID, Pas, Visum og vaccinationer: Nordiske statsborgere kan rejse ind i Grønland uden pas men skal kunne fremvise gyldig billedlegitimation ved check-in. Gyldig billedidentifikation er f.eks.: Pas, kørekort, dankort el.lign. med billede. Øvrige skal medbringe pas og evt. visum. Der kræves ingen specielle vaccinationer for rejsende i Grønland.
Sundhedsvæsen: Det grønlandske sundhedsvæsen er moderne med veluddannet personale i de fleste byer. Særligt komplicerede tilfælde bliver overført til Nuuk eller København. Det anbefales, at rejsende selv medbringer medicin eller medikamenter til regelmæssig brug, da specielle produkter ikke altid kan fremskaffes.
Bagage vægt i flyet:
Fribagage (indskrevet og håndbagage). Alle passagerer må gratis medbringe 20 kg bagage eksklusive håndbagage. Alle passagerer må udover den indvejede bagage medbringe 1 stk. håndbagage med max. mål 50 x 40 x 23 cm, og med max. vægt på 8 kg. Denne håndbagage skal vises og evt. kontrolvejes ved check-in. For børn under 2 år må der medbringes 10 kg bagage og 1 stk paraply-klapvogn.
Husk at håndbagage ikke må indeholde nogen form for spidse eller skarpe genstande.
Se også Air Greenlands hjemmeside
|